Det tabte frihedsliv og den dårlige samvittighed
Der er dage, hvor det at have et barn med diagnose, næsten kan føles som et fængsel. Et fængsel, fordi diagnosen kan fylde alt derhjemme, og du bliver begrænset i din frihed.
Allerede når du slår øjnene op om morgenen, mærker du måske en tung, velkendt dyne af udmattelse. Du begynder måske allerede her at scanne dagen. Er der styr på dagens hjælperedskaber som fx. piktogrammer, hvem henter, hvordan undgår vi en nedsmeltning, når barnets skift er fra skole til hjem osv. osv.
Når du fx. har et barn med autisme, så kan det være svært at være spontan. Alt skal planlægges, forudses og struktureres. Og midt i alt dette rammes du måske af en tanke, der er fuld af skam, og som du formentlig ikke siger højt:
“Jeg ville ønske, at jeg bare kunne pakke en taske og tage væk. Jeg savner mit gamle liv, og jeg savner min frihed”.
At du har sådan en tanke, gør dig ikke til en dårlig mor eller far. Det gør dig til et menneske, hvis nervesystem har været på overarbejde i rigtig lang tid.
Det kaldes også forældre-burnout eller forældre-udbrændthed. Det minder meget om den klassiske udbrændthed som ved stress. Men i din situation er der en brutal og afgørende forskel. For du kan ikke sygemelde dig fra dine egne børn. Den mulighed eksisterer ikke. Forældre-burnout opstår, når de konstante krav og den kroniske stress ved at navigere i en hverdag med fx autisme, overstiger de ressourcer, du har til rådighed. Du elsker dit barn overalt på jorden. Det, der udmatter dig, er den konstante rolle som pædagog, sagsbehandler, buffer og konfliktmægler i dit eget hjem.
Når autismen flytter ind i familien, indsnævres verden ofte. Invitationer takkes der nej til, eller I splitter jer op, fordi sanseindtrykkene er for voldsomme for barnet. Venner falder fra, fordi de måske ikke forstår, hvad der er på spil. De mærker i hvert fald ikke konsekvenserne af, at gennemtvinge et barn til sociale sammenkomster, som du gør. Resultatet er en dyb, ensom isolation og et massivt tab af personlig frihed. Du mister ofte forbindelsen til den, du var før, hvor diagnoser og struktur overtog hverdagen.
Hvordan finder man frihed, når man ikke bare kan gå?
Du kan ikke bare tage væk en weekend på wellness og få slappet af. Du bliver nødt til at finde de små sprækker af frihed.
- Tillad sorgen og vreden. Det første skridt er at give dig selv lov til at være ked af det liv, du har mistet. Det er helt ok, at synes at det er meget hårdt og uretfærdigt. Når du stopper med at bekæmpe dine egne følelser med skam, sparer du enormt meget energi. Du fjerner en stor del af det, der dræner dig.
- Søg mikro-frihed. Led efter de små lommer. Ti minutter alene i bilen med slukket radio inden indkøb, eller inden du gør ind i huset. En kop kaffe i et andet rum eller på terrassen, mens barnet skærmer sig med sin iPad. Det fjerner ikke jeres vilkår, men det giver dit nervesystem en pause.
- Adskil barnets trivsel fra din præstation. Hvis dit barn har en dårlig dag, er det ikke din skyld. Husk at dit barns diagnose og deraf udfordringer, ikke er et tegn på, at du fejler som mor eller far.
Du behøver ikke at stå med det alene
Forældre-burnout er en alvorlig tilstand. Den dræner din tålmodighed, dit overskud og ikke mindst din glæde – netop alle de ting, dit barn faktisk har brug for, at du har.
At passe på dig selv, er derfor ikke egoistisk. Det er det vigtigste du kan gøre for dit barn.
Terapi kan hjælpe dig. I min klinik er der plads til hele dig. Også de tanker, du ikke tør sige højt. De tanker der er fyldt med skam, vrede og sorg over din tabte frihed. Hos mig er der rum og plads til at smide facaden.
Du kan kontakte mig her.
