Den snigende og usynlige ensomhed
Den usynlige ensomhed. Det er den ensomhed, der kommer snigende, hvis du har et barn med diagnose eller i mistrivsel.
Det er ikke altid en ensomhed, fordi man er fysisk alene. Det er ensomheden i at stå i en livssituation, som dine nærmeste venner eller familie simpelthen ikke har en jordisk chance for at forstå, hvis de ikke selv har prøvet det.
Man stopper med at dele de svære ting, fordi man er bange for at virke klagende. Man stopper med at sige ja til aftaler, fordi barnets batteri er fladt. Og pludselig står man på en ø. Man stopper med at forklare, for man føler alligevel ikke, at det hjælper de andre til at forstå. Man kan få følelsen af at give op – der er alligevel ikke den hjælp at hente i den omgangskreds, som du måske drømmer om, og faktisk også har brug for. Og sandheden er jo også, at det er begrænset, hvad din omgangskreds reelt kan gøre, for du står jo med det – hjemme hos dig.
Hvis du er “diagnose-mor” eller “diagnose-far” så vid, at du ikke er forkert. Din ensomhed er normal og helt legal at have. Du er ikke alene, selv om det kan føles sådan. Mange har det ligesom dig.
